Daisy Cai
Studerer filmvidenskab på kandidatniveau
Peking Universitet, Kina, årgang 2026
Mit mål er at skabe film, der inspirerer unge kvinder i Kina til at tro på sig selv og have modet til at følge deres drømme.

Daisy Cai har mange facetter: Hun er kandidatstuderende i filmvidenskab, engageret vlogger og content creator på sociale medier. Men hendes livsmission er at skabe indhold, der spreder budskaber om personlig udvikling og styrker piger og unge kvinder.
På grund af Daisys egen opvækst er det vigtigt for hende at støtte andre. Hun voksede op i et miljø, hvor det var vigtigere at bo tæt på hjemmet og opbygge en familie end at søge videregående uddannelse. “Ingen af kvinderne i min familie har gået på universitetet. Mine forældre mente ikke, at jeg skulle gå den vej, især ikke i en anden by. Jeg elskede film og historiefortælling og var fast besluttet på at gå den vej,” siger hun.
Det store engagement førte hende til Beijing, hvor hun tog en bachelorgrad i fotografi på Communication University of China. Efter endt uddannelse besluttede hun sig for at fortsætte sine studier og blev optaget på kandidatuddannelsen i filmvidenskab ved School of Arts, Peking University. Der bruger hun Apple-teknologi til studierne og den kreative proces, som er i konstant udvikling.

Jeg blev overrasket, da jeg fandt ud af, at jeg kunne lave mine egne film alene med mit iPhone-kamera. Nu er min arbejdsproces ændret, og jeg bruger en lang række Apple-produkter i mit arbejde.
Daisy begynder altid på sin Mac, uanset om hun producerer en film til undervisningen eller laver vlogs til sociale medier. “Jeg elsker at bruge indbyggede apps som Noter og Freeform til mine første manuskriptudkast og idéudvikling. Designet og funktionaliteten er meget enkle og kræver hverken abonnementer eller komplekse brugerflader, men opfylder alligevel fuldt ud mine daglige kreative behov,” siger hun.
Når det er tid til at skabe indhold, skifter Daisy let mellem sine enheder og bruger iPhone, Mac og iPad til at finpudse sine film og styre hele produktionen fra start til slut. Hun optager video og lyd på sin iPhone ved hjælp af appsene Blackmagic Camera og Memoer. Derefter går hun tilbage til sin Mac for at redigere i Final Cut Pro og videre til iPad for at tilføje de sidste detaljer som farvekorrektion, undertekster og små animationer.
“Gennem hele min kreative proces bruger jeg forskellige enheder til hver opgave, og det er nemt med Apple. Jeg kan seriøst ikke leve uden AirDrop,” siger Daisy. “Jeg kan dele filer direkte mellem mine enheder uden at skulle bruge eksterne harddiske, og det gør det både effektivt og sjovt at lave videoer.”

Fremadrettet håber Daisy at udvikle sine onlineplatforme og bruge det, hun har lært på sin kandidatuddannelse, til fortsat at skabe meningsfuldt indhold. Drømmen er at skabe et produktionsselskab og lave dokumentarfilm, der giver kvinder en stærkere stemme, og udforske temaer som modstandsdygtighed, styrke og social retfærdighed. For Daisy handler det mere om budskabet end mediet.
Der findes en populær kinesisk talemåde: ‘Når du selv har oplevet regnen, så vil du gerne holde en paraply for andre.’ Jeg modtager ofte private beskeder fra piger, der følger mig, og de fortæller, at mine oplevelser og historier har givet dem mod til at tage vigtige beslutninger i deres liv. Det er den slags, der driver mig til at skabe nyt indhold hver dag.